Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Holmeagerskolens idrætshaller får nyt tag, og flere skoletoiletter rundt omkring i kommunen skal renoveres. Det besluttede byrådet på mødet den 26. maj.
Det nuværende tag på idrætshallerne ved Holmeagerskolen er utæt, og det kan skade gulvene og give dårlige vilkår for idrætsundervisningen og foreningslivet. Derfor afsatte byrådet i går syv millioner kroner til at udskifte taget i 2026.
Samtidig blev der også sat penge af til at fortsætte renoveringen af skoletoiletter i kommunen.
”Vi holder løbende øje med skolernes tilstand og prioriterer midlerne der, hvor behovet er størst. Derfor har vi valgt at investere i et nyt tag på Holmeagerskolens idrætshaller, så vi undgår vandskader og sikrer gode forhold for eleverne. Og når det gælder toiletterne, er vi halvvejs i mål: Omkring halvdelen af skolernes toiletter er allerede blevet renoveret, og vi fortsætter arbejdet i 2026, siger Hans-Jørgen Kirstein, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Begge renoveringsprojekter er planlagt til at blive gennemført i 2026.