Kontakt
Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Helhedsplan: Greve Byråd begynder nu arbejdet med en ambitiøs helhedsplan for Askerød, der rækker ind i det øvrige Hundige.
Byrådet har besluttet, at der skal laves en fysisk helhedsplan for Askerød og boligområderne i nærheden.
Helhedsplanen handler om de fysiske rammer i området, og den skal medvirke til at fjerne Askerød fra regeringens liste over udsatte boligområder og gøre livet i og omkring boligblokkene attraktive for endnu flere borgere. Det skal ske gennem et samarbejde mellem Greve Kommune, boligorganisationerne BO-VEST og Vridsløselille Andelsforening. Desuden skal de øvrige lokalområder i Hundige inddrages, så både boligområder, erhvervsliv, kulturliv og detailhandel bidrager.
Formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning, understreger, at helhedsplanen er en langsigtet indsats:
”Det tager lang tid at udvikle et boligområde, og vi har allerede været i gang i flere år. Nu bliver vi endnu mere ambitiøse, for med helhedsplanen vil vi lave et langsigtet byudviklingsprojekt, som både transformerer Askerød og hele områder omkring boligområdet. Det bliver et langt sejt træk, som kræver vores fokus og tålmodighed i mange år fremover”, siger han.
Byrådet har valgt, at helhedsplanen både skal rumme Askerød, Waves, Gersagerparken og området deromkring. Indsatserne kan dermed omfatte de forskellige boliger, grønne områder, veje, og stier, erhverv og kulturtilbud.
Beboerne i området skal være med til at komme med ideer til, hvordan området kan blive et bedre sted at bo og leve.
Helhedsplanen skal forebygge, at Askerød bliver til et såkaldt omdannelsesområde, hvor regeringen blandt andet kræver, at der skal rives boliger ned. Samtidig giver det store fokus på hele Hundige nye muligheder for at skabe en bedre hverdag for alle i området.
Greve Kommune og boligområderne har afsat penge til en rådgiver, som skal stå i spidsen for at udarbejde helhedsplanen.
Den færdige helhedsplan skal fremlægges for byrådet til næste år.