Kontakt
Center for Sundhed og Pleje
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Nyt projekt skal uddanne medarbejdere til at opspore, forebygge og afhjælpe ensomhed blandt ældre borgere med hjemmehjælp.
Greve Kommune har modtaget 2,8 millioner kroner i støtte fra Social- og Boligstyrelsen til at styrke indsatsen mod ensomhed blandt ældre borgere med hjemmehjælp. Pengene skal bruges til at uddanne medarbejdere i at identificere og hjælpe ældre, der oplever ensomhed og mistrivsel.
Udvalgsformand Liselott Blixt, Sundheds- og Omsorgsudvalget, understreger, at medarbejderne allerede arbejder med de ældres trivsel, men at de nu får flere ressourcer og kompetencer til at arbejde endnu mere kompetent med at opgaven:
"Ensomhed blandt ældre er en alvorlig udfordring, og vi ser desværre at mistrivsel og ensomhed er stigende. Det tager vi naturligvis meget seriøst, og derfor uddannet vi nu medarbejderne endnu bedre til at opdage tegn på ensomhed, og støtte de ældre til et godt liv i fællesskab med andre”, siger hun.
Projektet indebærer, at 30 af kommunens medarbejdere i hjemmeplejen skal på kursus i at opdage ensomhed og mistrivsel og derefter hjælpe de ældre til en god hverdag med aktiviteter og fællesskab. De 30 medarbejdere bliver såkaldt ensomhedsforebyggere, og efter kurset skal de give deres viden og metoder videre til kollegaerne, sådan at mindst 300 medarbejdere fra hjemmeplejen kommer i gang med at arbejde målrettet med at skabe bedre trivsel blandt de ældre.
Initiativet er en del af Greve Kommunes overordnede strategi for at forbedre livskvaliteten for ældre borgere og sikre, at ingen føler sig overset eller alene. Projektet forventes at løbe over en periode på to år, hvorefter resultaterne vil blive evalueret.