Juletræet bliver tændt foran Greve Rådhus
Fredag den 28. november mødes borgere fra hele kommunen på Rådhuspladsen til årets juletræstænding.
Greve Kommune inviterer til juletræstænding foran Greve Rådhus fredag den 28. november klokken 17.15, og alle er velkomne til at være med til en stemningsfyldt eftermiddag med musik, samvær og lys på pladsen.
Optog, gaver og slikposer
Allerede fra klokken 16.45 sætter Greve Pigegarde gang i julehyggen i Greve Midtby Center, mens nisser deler gaver fra centret ud til børnene. Derefter går optoget mod Rådhuspladsen, hvor musikskolens kor ”Count Me In” og ”Singing Rainbow” synger julen ind, inden borgmester Pernille Beckmann tænder lysene på det store træ.
Undervejs er der mulighed for at købe æbleskiver, kakao og kaffe at varme sig på, og til sidst får alle børn en slikpose med hjem helt uden beregning.
”Juletræstændingen er en af de traditioner, jeg ser allermest frem til. Her mødes vi på tværs af alder, hilser på hinanden og mærker, at vi hører sammen. I år holder vi arrangementet en fredag, og jeg håber, at rigtig mange har lyst til at starte weekenden med til at tænde det store juletræ og ønske hinanden en glædelig jul”, siger borgmester Pernille Beckmann.
Tegnekonkurrence for børn
Igen i år er der en tegnekonkurrence, og vinderen får lov til at blive hejst op til juletræets top i beredskabets lift for at tænde juletræet sammen med borgmesteren.
For at være med i tegnekonkurrencen, skal man tegne det bedste ved julen, skrive tydeligt navn på tegningen og aflevere den i julemandens gaveæske, som står ved Borgerservice på dagen.
Det er også muligt at aflevere tegningen inden arrangementet i Borgerservice, hvor julemandens gaveæske står indtil juletræstændingen, eller i Greve Midtby Center på centertorvet, hvor der også er en postkasse til tegninger.
Borgmester Pernille Beckmann trækker en vinder på dagen sammen med sidste års vinder af tegnekonkurrencen.
Greve Kultur-Base står for arrangementet og leverer underholdning og trygge rammer sammen med Musikskolens Korforening, Frivilligcenter Greve, Greve Pigegarde, Beredskab 4K og Beredskab 4K’s Ungeenhed.
Program
Kl. 16.30 – 17.00: Nisser fra Frivilligcenter Greve deler gaver ud i Greve Midtby Center.
Kl. 16.45 – 17.00: Greve Pigegarde spreder julestemning i Greve Midtby Center
Kl. 17.00 – 17.15: Greve Pigegarde leder optog fra centret til Rådhuspladsen
Kl. 17.15–18.15: Juletræstænding med musik, tale, æbleskiver, kaffe og slikposer til børn