Gå til hovedindhold

Klart svar til minister: Nej til Ring 5. Ja til udvikling i Tune

Greve Kommune sender fem forslag til Fingerplanens revision, herunder et ønske om at droppe Ring 5 og forbedre mulighederne for udvikling i Tune.

  • Tegnsprog

Indhold

    Ministeren for By-, Land- og Kirkeministeriet, Morten Dahlin, har sat gang i revision af Fingerplanen, som fastlægger de overordnede rammer for fysisk planlægning i hovedstadsområdet. Nu har Greve Byråd besluttet at sende fem forslag til revisionen. 

    Slut med Ring 5 

    Greve Byråd vil først og fremmest have fjernet den transportkorridor, der i dag er reserveret til en mulig Ring 5, som vil gå tværs gennem kommunen.  

    "Vi kan ikke acceptere en Ring 5, som beslaglægger en stor del af vores areal og giver støjgener. Derfor ser vi ingen grund til at fastholde en transportkorridor, som spærrer for udvikling og skaber usikkerhed for vores borgere og virksomheder”, siger formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning. 

    Udvikling i Tune 

    Et andet forslag handler om at reducere støjrestriktionszonen omkring Roskilde Lufthavn, som begrænser, hvad der kan bygges i Tune. 

    "Vi ønsker at bygge det nye plejehjem i Tune oppe ved hallen, og det kræver, at støjrestriktionerne omkring Roskilde Lufthavn bliver lempet. Det er noget, vi har arbejdet aktivt for i mange år, og jeg håber, at vi med revisionen endelig kan få lov til at videreudvikle Tune til gavn for hele lokalsamfundet”, afslutter Marc Genning. 

    Andre forslag 

    Derudover foreslår kommunen ændringer i det såkaldte stationsnærhedsprincip, så det bliver muligt at placere større administrationsbygninger i tilknytning til virksomheder uden for de stationsnære områder.  

    Endelig vil kommunen have ændret reglerne for de grønne kiler. Helt konkret vil kommunen have mulighed for at udvikle de grunde i Kildebrønde Landsby, hvor der allerede ligger bygninger. Desuden ønsker kommunen, at det bliver muligt at lave erhverv i en del af rørmosekilen. 

    Alle kommuner i hovedstaden kan indsende idéer og forslag til revisionen inden den 2. juni 2025. 

     

     

    Sidst opdateret: 2. juni 2025

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97

    Center for Teknik & Miljø