Gå til hovedindhold

Klimavenlig fremtid med nye solceller og flere kommunale elbiler

Greve Kommune investerer i nye solceller på Strandskolens tag og flere ladestandere til hjemmeplejens elbiler.

  • Tegnsprog

Indhold

    Strandskolen får nye og bedre solceller på tagene i forbindelse med den omfattende renovering af skolens bygninger. Samtidig opsætter kommunen ladestandere, så flere hjemmehjælpere snart kan køre i elbiler. Det besluttede byrådet på mødet i går, hvor politikerne prioriterede knapt to millioner kroner fra “Pulje til nye klimatiltag”. 

    Hans-Jørgen Kirstein, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, understreger, at Greve Kommune løbende bliver mere og mere klimavenlig og samtidig reducere sin CO2-udledning: 

    “I byrådet har vi forpligtet os til, at Greve skal være en del af en grønnere fremtid. Derfor investerer vi altid i bæredygtige løsninger, når muligheden byder sig. Denne gang er jeg særligt glad for, at Strandskolen får moderne solceller på taget, og at vi samtidig sikrer, at hjemmehjælperne får de ladestandere, der skal til, for at de kan køre i elbiler. Det er vigtige beslutninger, der understøtter vores klimahandlingsplan,” siger han. 

    Solcellerne matcher de nyrenoverede bygninger og er af markant bedre kvalitet end de nuværende ældre solceller. Den samlede pris for solcelleanlægget bliver cirka 1,5 millioner kroner. 

    Ladestanderne er nødvendige for, at hjemmeplejen kan overgå til elbiler og dermed bidrage til en mere bæredygtig transport. De koster knap en halv million kroner og er en del af en større omlægning, hvor mindst halvdelen af kommunens biler skal køre på el inden for de næste fem år. 

    Sidst opdateret: 24. april 2025

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97