Kontakt
Center for Job & Socialservice
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Greve Kommune har fået over tre millioner kroner til at hjælpe unge med psykiske lidelser og andre udfordringer i job eller uddannelse.
Mange unge har brug for en hjælpende hånd, før de kan få fodfæste i arbejdslivet eller på en uddannelse. Derfor har Greve Kommune søgt og fået 3,2 millioner kroner fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til en fireårig indsats, der i alt skal hjælpe omkring 250 udsatte unge mellem 15 og 29 år, som er uden job eller uddannelse.
”Det er vigtigt for både samfundet og de unge, at de får en god start på voksenlivet med et job eller en uddannelse. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu sikrer, at flere unge får mulighed for at bidrage, tage ansvar og opleve glæden ved at være en del af et fællesskab”, siger formanden for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget, Simon Østergaard.
Greve Kommune arbejder i forvejen målrettet med at hjælpe udsatte unge videre i job og uddannelse, og det kan ses på de seneste ledighedstal. Blandt de 16-24-årige er ledigheden 1,2 procent på landsplan, 1,1 procent i Region Sjælland og 0,8 procent i Greve Kommune.
De nye midler skal bruges til at ansætte to medarbejdere, som kan styrke indsatsen yderligere de kommende år. Desuden vil kommunen lave lokale partnerskaber med virksomheder, civilsamfundsorganisationer og andre aktører, som skal være med til at skabe bedre muligheder for de unge.