Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Eliteplænen i Karlslunde bliver omdannet til en kunstgræsbane for at forbedre spilleforholdene for Karlslunde Fodbold.
Karlslunde Fodbold har længe haft et ønske om at omdanne deres eliteplæne til en kunstgræsplæne, og nu bliver ønsket opfyldt. Greve Kommune og Karlslunde Idrætsforening er gået sammen om at finansiere den nye kunstgræsbane, hvor idrætsforeningen bidrager med tre millioner kroner. I går bevilgede byrådet det resterende beløb, så der i alt er afsat 7,5 millioner kroner til arbejdet.
”Gode og moderne baner er afgørende for vores fodboldklubber. Derfor har vi allerede sat gang i en renovering af kunstgræsbanen i Hundige, og nu er turen kommet til Karlslunde, hvor elitespillerne får en ny kunstgræsbane, der er bedre at spille på og nemmere at vedligeholde,” siger Hans-Jørgen Kirstein, formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Karlslunde Idrætsforening skal selv tage stilling til valg af granulat, som er banens fyld. Greve Byråd opfordrer dog foreningen til at vælge en så grøn løsning som muligt.
"Vi overlader beslutningen om valg af granulat til dem, der skal bruge banen til daglig, men vi opfordrer dem til at vælge den mest miljøvenlige løsning, der stadig lever op til DBU’s og FIFA’s krav til baneoverflader”, siger Hans-Jørgen Kirstein.
Greve Kommune arbejder på, at den nye bane så vidt muligt bliver anlagt i sommeren 2025, og at den derefter er klar til brug.