Kontakt
Center for Børn & Familier
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Greve Kommune går sammen med TrygFonden, Østifterne, kriminalforsorgen og politiet om at støtte unge i at vælge en fremtid uden kriminalitet. Projektet hedder Vejen Videre.
Byrådet har sagt ja til samarbejdet Vejen Videre, der skal hjælpe unge i Greve, som har fået en dom eller er i risiko for at begå kriminalitet. Målet er at give dem andre muligheder i form af uddannelse, job og et stærkt fællesskab uden for kriminalitet.
"Vi vil give unge en chance for at vælge en bedre vej. Det handler om den enkelte unges fremtid, og det handler også om, at alle andre borgere skal have en tryg hverdag," siger Marc Genning, formand for Plan- og Tryghedsudvalget.
I dag er der cirka 150 unge i Greve Kommune, som har brug for hjælp til at komme væk fra kriminalitet og i gang med en uddannelse eller et job og en hverdag med positive fællesskaber.
Vejen Videre er et femårigt initiativ, hvor Greve Kommune arbejder tæt sammen med politiet, kriminalforsorgen, fondene Østifterne og TrygFonden samt lokale aktører som natteravnene, boligorganisationer og frivillige foreninger.
Partnerskabet Vejen Videre får tildelt to millioner kroner i år og derefter 412.000 kroner i de efterfølgende fire år.
Erfaringerne fra Vejen Videre skal efterfølgende bredes ud til hele landet.