Gå til hovedindhold

Flere pavilloner til ukrainske flygtninge

Greve Kommune sætter flere pavilloner op med boliger til ukrainske flygtninge.

  • Tegnsprog

Indhold

    Greve Kommune modtager løbende ukrainske flygtninge, og de senest opsatte pavilloner på Godsvej i Hundige er allerede fyldt.

    Kommunen forventer at modtage omkring 40 flygtninge i det kommende år, og derfor har byrådet nu besluttet at sætte flere pavilloner op.

    “Krigen raser fortsat, og derfor kommer der stadig flygtninge, som skal fordeles rundt omkring i Danmark. I Greve Kommune tager vi vores del af det fælles ansvar, og vi kigger på muligheder i hele kommunen for at finde plads til de flygtende ukrainere. Her og nu kan vi stadig finde steder at stille pavilloner op, men på længere sigt kan det blive en udfordring,” siger Claus Jensen, formand for Trafik og Miljøudvalget.

    Pavilloner i Karlslunde

    Byrådet vil først og fremmest arbejde videre med at opsætte pavilloner i to områder. Det ene er et græsområde bag Moeskær, der blandt andet rummer lokaler til STU på Karlslunde Centervej, hvor der allerede bor nogle flygtninge. Det andet er den tomme grund på Karlslunde Centervej 133.

    Desuden vil byrådet undersøge, om der er flere lokale muligheder for privat udlejning og om det er muligt at flygtninge med fast arbejde og hjemmeboende børn kan leje en lejlighed i de almene boligselskaber.

    De ukrainske flygtninge bliver fordelt mellem kommunerne, men flere kommuner har svært ved at skaffe boliger. Det gælder blandt andet Greve Kommune, og byrådet har besluttet at skrive til regeringen om, at det er blevet stadig sværere at finde egnede boliger til formålet. 

    Sidst opdateret: 28. maj 2026

    Kontakt

    Center for Teknik & Miljø

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97