Gå til hovedindhold

Fodboldalliancer skal løfte Greves unge

Et samarbejde mellem Greve Kommune, DBU, det lokale foreningsliv og lokale aktører skal de kommende år hjælpe børn og unge ind i fællesskabet.

Et samarbejde mellem Greve Kommune, DBU, det lokale foreningsliv og lokale aktører skal de kommende år hjælpe børn og unge ind i fællesskabet.

  • Tegnsprog

Indhold

    De kommende år skal et samarbejde mellem Greve Kommune, DBU og de lokale fodboldklubber få flere borgere ind i et fællesskab, der kan være første skridt på vejen til job eller uddannelse.

    ”Sport og idræt handler om meget mere end selve aktiviteten. Det er her, mennesker finder fællesskaber, skaber relationer og oplever at høre til. For nogle kan foreningslivet også være med til at åbne døren til noget større, give tro på egne evner og være en vej videre mod uddannelse eller arbejde. Det er den værdi, vi gerne vil bygge videre på sammen med DBU og vores lokale fodboldklubber,” siger Maria Witthøft, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Greve Kommune.

    Står på flere ben

    Velfærdsalliancen, som samarbejdet hedder, står på flere ben, der har forskelligt fokus og forskellige aktører.

    I fællesskab med Hundige BK, Bo-Vest og DBU vil Greve Kommune lave en indsats, der skal afprøve, hvordan fodboldklubber kan understøtte unges vej til det første fritidsjob.

    Målgruppen i Ungeløftet er i fokus, når Greve Fodbold og DBU sammen med Greve Kommune afprøver ’Fodbold For Fremtiden’, der gennem fodbold, fællesskab og beskæftigelsesrettede aktiviteter skal hjælpe de 15-29-årige på vej mod uddannelse og beskæftigelse.

    Børn og unge i alderen 6-18 år med særlige behov er omdrejningspunktet for ’En del af holdet’-indsatsen, hvor Greve Kommune sammen med Tune IF og DBU vil skabe fællesskaber, der styrker trivsel, sociale relationer og de unges deltagelse i fritids- og foreningsliv.

    Greve Kommune investerer 720.000 kroner i indsatserne fra 2027 og frem til og med 2031.

    ”Med budgetforliget har vi sat en klar retning om at styrke den målrettede forebyggelse gennem kultur- og fritidsaktiviteter. Foreningslivet skaber hver eneste dag fællesskab, trivsel og livskvalitet, og vi skal blive endnu bedre til at se og bruge den værdi i kommunens øvrige indsatser. Velfærdsalliancen er et rigtig godt eksempel på netop det, og forhåbentlig er samarbejdet kun det første af mange skridt i den retning. En stor tak til vores lokale fodboldklubber og DBU for at tage medansvar for vores borgeres trivsel og muligheder,” slutter Maria Witthøft.

    Sidst opdateret: 6. oktober 2026

    Kontakt

    Maria Witthøft

    Socialdemokratiet (A)

    Medlem af byrådet og formand for Kultur- og Fritidsudvalget

    Telefon: 21 68 44 86

    E-mail: mawi@greve.dk