Bisidderordning
Få en bisidder til en vigtig samtale. Det er gratis, og du behøver ikke at være medlem af Ældre Sagen.
Det kan være svært at holde styr på alle detaljer i en samtale eller at huske aftaler, selvom de har stor betydning for vores hverdag.
Derfor kan det være en idé at få følgeskab af en bisidder, når du skal tale med offentlige myndigheder, plejehjem, en sagsbehandler, visitator, læge eller andre. Her kan en bisidder være et par ekstra ører og øjne, som kigger og lytter med. Især hvis samtalen føles svær.
Den, som du taler med, er interesseret i, at i opfatter informationer og aftaler på den samme måde. Derfor kan en bisidder være en fordel for alle parter.
En bisidder kan hjælpe dig med at forberede vigtige samtaler, være til stede under samtalen samt bagefter have god tid til at tale om, hvad der egentligt blev sagt. Du får et menneske, som du kan støtte dig til og eventuelt gennemgå nogle detaljer med.
En bisidder er ikke en rådgiver og kan ikke føre din sag. En bisidder
- kan være med til at skabe klarhed og forståelse før, under og efter en samtale.
- har tavshedspligt, så du kan være helt tryg ved at tage bisidderen med på råd.