Ungeguide, Ungecentret
Aleksandar Canic arbejder som Ungeguide i Ungecentret i Greve Kommune.
Den ekstra hånd på vejen mod uddannelse og job – mød Aleksandar Canic
Når unge mennesker har svært ved at finde vej til uddannelse eller job, står Aleksandar Canic klar til at hjælpe. Som ungeguide i Greve Kommunes Ungecenter arbejder han tæt sammen med skolevejledere og socialrådgivere for at støtte sårbare unge i overgangen til voksenlivet.
Siden 2020 har Aleksandar været ungeguide, og med sin baggrund som uddannet pædagog brænder han for at skabe relationer og hjælpe unge med at få troen på egne muligheder.
”For mig er det vigtigt, at de unge mærker, at der er en voksen, der vil dem og altid er der til at gribe dem,” fortæller Aleksandar.
En hverdag med fokus på den enkelte unge
Som ungeguide er ingen dage ens. Arbejdet handler om at møde de unge dér, hvor de er, og støtte dem i de udfordringer, de står overfor.
Det kan være hjælp til at komme i gang med en uddannelse, finde et job eller læreplads, men også støtte til mere praktiske ting som at søge SU eller oprette MitID. Samtidig fungerer Aleksandar ofte som en fortrolig voksen, der lytter og hjælper, når livet bliver svært.
Vedholdenhed gør forskellen
En af de vigtigste kompetencer i jobbet er tålmodighed. Mange af de unge, som Ungecenteret hjælper, kan have svært ved at overholde aftaler eller fastholde fokus på deres mål. Derfor handler arbejdet i høj grad om at blive ved.
”Jeg bliver ikke sur, selvom de måske ikke overholder en aftale med mig. Jeg vender dem ikke ryggen. Jeg bliver ved med at ringe eller sende sms'er, indtil de vender tilbage til mig,” fortæller Aleksandar.
For ham er de små succeser ofte de største.
”Når de så kommer og giver mig et kram, fordi de er glade for at komme til tiden igen i skolen eller på lærepladsen, så bliver det ikke bedre.”
Mere end et job
Ungecenteret holder til på Greve Rådhus, hvor der er åbent i dagtimerne. Men hjælpen stopper ikke nødvendigvis, når arbejdsdagen slutter.
Hvis en ung har brug for en fortrolig samtale, et godt råd eller hjælp til en konkret udfordring, tager Aleksandar og hans kollega Charlotte ofte telefonen både om aftenen og i weekenden.
Det er netop den ekstra indsats og tætte relation, der gør en forskel for mange af de unge.
Når relationer skaber resultater
Gennem årene har Ungecenteret hjulpet mere end 100 unge videre mod uddannelse eller job. For Aleksandar handler succesen ikke kun om tal, men om at se unge mennesker udvikle sig og få mod på fremtiden.
”Det vigtigste er, at de unge oplever, at de ikke står alene. Når de lykkes med noget, de måske ikke selv troede var muligt, så giver det mening at gå på arbejde hver dag,” siger han.
Målgruppe: Unge mellem 15 og 29 år
Formål: At støtte unge i at komme i uddannelse, job eller anden meningsfuld aktivitet.
Tilbud:
- Uddannelsesvejledning og støtte til valg af uddannelse
- Rådgivning om job og beskæftigelse
- Tværfaglig støtte fra blandt andet uddannelsesvejledere, beskæftigelsesrådgivere, familierådgivere og virksomhedskonsulenter
- Individuelle og helhedsorienterede indsatser til unge med særlige udfordringer
Sådan arbejder Ungecenteret:
Ungecenteret samler indsatser på tværs af uddannelse, beskæftigelse og sociale tilbud for at sikre, at unge får en sammenhængende støtte og bliver hjulpet videre mod uddannelse eller job.
Læs mere om Ungecentret
Ungecenteret
Hjælp til unge om vejledning i forhold til uddannelse eller beskæftigelse.