Gå til hovedindhold

Social- og sundhedshjælper, Strandcentret

Ulla Iben Mortensen er Social- og sundhedshjælper på Strandcentret.

  • Tegnsprog

”Det bedste ved mit arbejde er at skabe glæde og lys i hverdagen for beboerne”. 

Sådan lyder det fra social- og sundhedshjælper, Ulla Iben Mortensen, som har været en del af personalet på Strandcentret Plejecenter i 17 år. Her arbejder hun i det, som bliver kaldt Aktiviteten, hvor hun blandt andet står for at lave sociale aktiviteter og arrangementer for beboerne. 

Det kan være alt lige fra højtlæsning og banko på en afdeling til store temafester for hele plejecenteret. 

"Vi har bl.a. holdt kroningsfest, hvor vi havde pyntet op til den helt store guldmedalje med masser af flag, kage og selvfølgelig storskærm. Vores beboere havde en fantastisk fest, og mange blev virkelig berørte over at opleve, at vi fik en ny konge”, siger hun. 

Strandcentrets blæksprutte
Ulla Iben Mortensen laver dog meget mere end at stå for aktiviteter og arrangementer, og hun er på Strandcentret kendt som blæksprutten, der har en finger med i det hele.  

Hun står for eksempel for praktikanterne og taler jævnligt med kommunens jobkonsulenter. Derudover samarbejder hun med frivillige, visitatorer, sundhedskonsulenter og centergæster. Hun er også med i plejecenterrådet, brugerrådet og forskellige netværksprojekter. Og så er det ofte hende, som tager de svære bekymringssamtaler med beboere og pårørende, når de har noget på hjerte. 

”Jeg er virkelig glad for mennesker og for at hjælpe. Det kan være hårdt nogle gange, fordi der er mange følelser på spil, men hvis jeg kan gøre en positiv forskel, så er det det hele værd”, siger Ulla Iben Mortensen.  

Et unikt sammenhold
Hun fremhæver desuden sammenholdet på Strandcentret Plejecenter, som er helt i top. For selv om der er travlt, så er der altid godt humør og smil hos alle medarbejdere og ledere. 

”Der er bare en helt særlig ånd her i huset, som altid har været her, og som smitter af på os alle sammen. Jeg ved ikke, om det er lyset, eller hvad der gør det. Men alle kan mærke det, når de går ind på Strandcentret”, siger hun og tilføjer: 

”Jeg håber, at jeg får lov til at blive her, til jeg skal på pension”. 

Strandcentret Plejecenter ligger tæt på Hundige Station og blev indviet den 16. juni 1995 af Prinsesse Benedicte. Det er et lyst byggeri med store glasfacader, hvor lyset strømmer ind i løbet af dagen. Der er i alt 91 plejeboliger fordelt i fire huse.

Vejen til jobbet på Strandcentret har været præget af både erfaring, mod og ledere, der har troet på mig.

  • Uddannet social- og sundhedshjælper.
  • Arbejdede i 11 år som udekørende hjemmehjælper i Slagelse Kommune.
  • Blev ansat på Strandcentret den 1. oktober 2006, hvor jeg fik mulighed for at arbejde med aktiviteter og samvær for borgere.
  • Har gennem årene været en del af mange projekter, nye initiativer og forandringer på arbejdspladsen.
  • Har løbende udviklet mine kompetencer ved at sige ja til nye opgaver og udfordringer. 

”Når jeg ser tilbage på min karriere, er det især de ledere, der har udfordret og støttet mig, som har været med til at forme min vej. Jeg har flere gange oplevet at blive skubbet lidt ud på dybt vand. Det gjorde mig usikker i starten, men jeg lærte hurtigt at svømme og ikke være bange for at kaste mig ud i nye projekter og opgaver. Det har været med til at udvikle mig både fagligt og personligt. 

Om seks år går jeg på pension, men jeg ser tilbage på et arbejdsliv fyldt med spændende oplevelser, gode relationer og et alsidigt arbejde, som jeg vil bære med mig videre.”

Strandcentret er et kommunalt plejecenter med plejeboliger til ældre borgere. Strandcentret ligger i Hundige tæt på strand, offentlig transport, indkøbsmuligheder og naturoplevelser.

Værdigrundlag:
På Strandcentret er målet at skabe en tryg, værdig og meningsfuld hverdag, hvor borgeren sættes i centrum. Plejen tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ønsker, behov og livshistorie gennem en personcentreret tilgang.

Strandcentret Plejecenter:

  • 79 plejeboliger fordelt på flere huse og afdelinger.
  • Moderne og lyst byggeri med store glaspartier og grønne fællesområder. 
  • Eget produktionskøkken, hvor måltider tilberedes fra bunden.
  • Café, aktivitetscenter, kiosk, frisør, fodterapeut og omsorgstandpleje under samme tag. 
  • Fokus på fællesskab, aktiviteter og samarbejde med pårørende for at styrke beboernes livskvalitet.

Læs mere om Strandcentret

Strandcentret Plejecenter

Strandcentret Plejecenter ligger i Hundige tæt på offentlig transport, indkøbsmuligheder og smukke naturoplevelser.

Sidst opdateret: 25. september 2026