Gå til hovedindhold

Budget for Greve er endeligt vedtaget

Budgettet for 2024 er større end nogensinde, men udgifterne vokser endnu mere. Derfor vil byrådet inddrage borgerne i at finde nye løsninger.

Byrådsmøde i byrådssalen på Greve Rådhus

Budgettet for 2024-27 -blev andenbehandlet af byrådet mandag aften og er dermed endeligt.

  • Tegnsprog

Indhold

    Byrådet har nu andenbehandlet Greve Kommunes budget for 2024 og årene derefter.  
    Dermed er budgettet endeligt vedtaget af et bredt flertal bestående af alle partier undtagen Enhedslisten. Borgmester Pernille Beckmann er glad for, at et stort flertal står sammen om kommunens økonomi:

    "Jeg vil gerne sige varmt tak til alle mine byrådskollegaer for en fair og god forhandling. Vi er i en svær tid med stort pres på økonomien, og derfor er jeg særlig glad for, at vi har et solidt flertal bag budgettet for næste år. Det giver arbejdsro og stabilitet til gavn for både medarbejdere og borgere", siger hun. 

    Flere penge og flere udgifter

    Greve Kommunes budget for 2024 er forøget med 81 millioner kroner i forhold til i år, men forligsparterne har alligevel været nødt til at prioritere hårdt, fordi udgifterne vokser endnu mere. 
    Især er udgifterne til omsorgen for ældre vokset, fordi der er flere og flere borgere, som bliver så gamle, at de har brug for kommunens hjælp. På samme måde vokser udgifterne til børn og voksne med handicaps og diagnoser, hvor flere har brug for støtte til at klare skolegang og dagligdag.

    Borgerne skal inddrages

    "Selvom budgettet vokser, skal vi prioritere. Det har vi gjort i år, og det skal vi fortsat gøre til næste år og i årene derefter. Derfor er vi nødt til at tænke os om, og måske gøre noget på nye måder. I byrådet har vi en vision om, at vi vil arbejde ud fra tanker om helhedssyn og fællesskab. Derfor har vi besluttet, at vi vil inddrage borgerne gennem en velfærdsborgersamling, så vi sammen får en forståelse for udfordringerne, og så vi også kan komme tættere på, hvad fællesskabet kan klare, og hvad kommunen skal tage ansvar for", siger borgmesteren.

    Greve Kommunes budget kan læses her

    Sidst opdateret: 3. oktober 2023

    Kontakt

    Center for Politik, Organisation & Borgerbetjening

    Rådhusholmen 10
    2670 Greve

    Telefon: 43 97 97 97