Kontakt
Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
Telefon: 43 97 97 97
Lokalplanen for et nyt plejehjem i Tune er endeligt vedtaget, og dermed kan Boligselskabet Sjælland gå i gang med byggeriet.
Kort fra Lokalplanen, der viser hvordan plejehjemmet kommer til at ligge som en S-form.
Byggeriet af Greve Kommunes nye plejehjem i Tune passerede en milepæl i går, da byrådet vedtog en ny lokalplan for området. Dermed kan Boligselskabet Sjælland begynde at bygge plejehjemmet, som får plads til 72 beboere.
Plejehjemmet skal bygges på Tune Parkvej mellem Tune Borgerhus og fredskoven.
Ifølge lokalplanen skal bygningen opføres i en S-form, højden varierer mellem en og to etager og bygningen vil få forskellige fremspring og variationer. Desuden skal plejehjemmet have et åbent og varieret udtryk, så det passer godt ind i omgivelserne.
"Det bliver en flot bygning i forskellige højder og med lækre tagterrasser og gårdrum, hvor der er god plads til beboerne på sommerdage", siger formand for Plan- og Tryghedsudvalget, Marc Genning.
I lokalplanen er der sørget for at fredskoven og andre store træer ved plejehjemmet bliver bevaret.
"Området skal fortsat være grønt og indbydende, så både mennesker og biodiversiteten har gode vilkår", siger Marc Genning.
Lokalplanen har været i høring i otte uger, og der er indkommet fem høringssvar.
På baggrund af høringssvaret er lokalplanen blevet ændret på mindre områder.
For eksempel har udvikleren ønsket mulighed for at etablere én stor sammenhængende sydvendt tagflade med solceller, fremfor flere mindre områder med solceller, og det har byrådet sagt ja til.
Tune Lokalråd og Tune Borgerhus har begge påpeget, at de ikke vil have anlagt en ny sti gennem Borgerhusets have, da den vil være i vejen, når de afholder større udendørs arrangementer. Stien er nu taget ud af Lokalplanen, og byrådet ønsker, at Tune Borgerhus bliver inddraget i beslutningen om, hvor en ny sti skal ligge.
"På politikernes vegne vil jeg gerne sige tak til dem, som har taget sig tid til at læse forslaget og skrive et høringssvar. De gør en vigtig forskel", siger Marc Genning.
Plejehjemmet skal bygges af Boligselskabet Sjælland, og det skal være klar til indflytning i slutningen af 2025.