UDSOLGT! CONCITO-cykeltur: se hvor vandet kommer, og design en klimasikret kommune
CONCITOs Klimaambassade for unge inviterer på Klimahandledagen tre klasser med på en guidet cykeltur frem og tilbage til Mosede Klimapark. Eleverne ser, hvordan vi nu håndterer vandet, og diskuterer, hvordan vi kan gøre det endnu bedre.

Praktisk information
Dato: Torsdag den 24. april
Aktivitet: Cykeltur til Mosede Klimapark med “vandpauser” på turen.
Klassetrin: 6.-8. klasse
Varighed: kl. 08.30-13.00 (inkl. pauser)
Fag: Åben for alle fag
Temaer: Ressourcer, klimatilpasning, transport
Udbyder: Klimaambassaden fra den grønne tænketank CONCITO
Antal pladser: 2
Pris: Gratis
Hvad er aktiviteten?
Med sin kystnære beliggenhed, hyppigere skybrud og stigende grundvand er oversvømmelser en stor udfordring i Greve Kommune. I denne aktivitet inviterer CONCITOs Klimaambassade elever med på en guidet cykeltur, hvor vi skal undersøge, hvordan vandet udfordrer vores by. Klimatilpasning er en nødvendighed, men det giver også nye muligheder for at designe en bedre by for alle.
Turen foregår på cykel, hvor vi følger stisystemet og udforsker forholdet mellem klima, menneske og natur. Vi skal både undersøge vand som en vigtig ressource og vand som et udfordrende problem. Det gør vi med de planlagte “vandpauser” på turen, hvor eleverne skal se, hvordan vandet i fremtiden vil udfordre byen. Turens sidste stop er ved Mosede Renseanlæg - det kommende “Mosede Klimapark”.
Den guidede cykeltur giver en forståelse for de nuværende udfordringer, og eleverne bliver præsenteret for løsninger på, hvordan vi kan leve med vandet i fremtiden. Og de skal også selv komme med ideer til, hvordan vi skaber et klimasikkert Greve Kommune.
Derudover vil klassen også give deres bud på, hvordan man kan gøre det attraktivt og sikkert at cykle til Mosede Klimapark, når den åbner i 2028. Deres svar vil blive brugt i udformningen af projektet.
Hvordan er forløbet?
Kl. 8.30-8.45: Præsentation af dagens tema og klimahandling
Kl. 8.45-9.30: Øvelse om vandstandsstigninger i Greve
Kl. 9.30-11.30: Guidet cykeltur* v. Klimaambassaden med “vandpauser”
*Cykelruten tilrettelægges efter skolens placering og rute til Mosede Rensningsanlæg.
Kl. 11.30-12: Pause
Kl. 12.00-13.00: Workshop: Elever laver anbefalinger til et bydesign.
Kl. 13.00: Tak for i dag
Hvordan er handlingen en del af løsningen?
Der er ingen kommuner, der er designet til at håndtere fremtidens klima. Det kræver derfor nye ideer at designe fremtidens by, hvor der både er tænkt på klima, mennesker og natur. I denne klimahandling bliver eleverne selv en del af løsningen ved at bruge deres perspektiv til at informere lokalpolitikerne om, hvordan det bliver attraktivt for unge at bruge lokalområdet og bevæge sig rundt i byen. Eleverne skal ved hjælp af den viden de får fra CONCITO få inspiration til at se, hvordan klimaproblemer kan blive til gode klimaløsninger.