Gå til hovedindhold

UDSOLGT! Kom helt tæt på vindmøller

Køge Vindmøllelaug byder på Skolernes Klimahandledag velkommen til et besøg hvor I med egne øjne kan se vindmøller helt tæt på og et tidligt eksempel på klimaløsninger med lokalt ejerskab

Praktisk information

Klassetrin: Alle klasser

Antal klasser: Der er plads til 1 klasse

Varighed: en skoledag inkl. transport

Beliggenhed: Lille Skensved, Køge

Fag: Alle er mulige

Hvad er aktiviteten?

Køge Vindmøllelaug er en forening, hvor lokale borgere i Køge Kommune på eget initiativ og gennem salg af andele har opsat og drevet fem vindmøller siden midten af 1990’erne.

Aktiviteten går ud på at besøge Køge Vindmøllelaug og få fortællingen om hvordan almindelige mennesker kan lave deres egen lille vindmøllepark. Det er landmand og forperson for foreningen, Jens Laurberg Jensen, som står for besøget. Udover historien kan Jens også forklare, hvordan møllerne virker, og hvor meget strøm de producerer.

Køge Vindmøllelaug har før haft elever for udskolingen, som fik mulighed for at kravle op i møllerne med sikkerhedsudstyr. Men dette vil kræve, at skolen selv kan tage ansvaret, hvilket den deltagende klasses lærer og skoleleder må vurdere, om er muligt.

Hvis turen til Lille Skensved tages med offentlig transport, anbefaler Jens Laurberg Jensen, at man tager cykler med i toget så langt, det er muligt, og cykler frem for at gå fra station.

De nærmere detaljer vil klassens lærer selv skulle aftale med Køge Vindmøllelaug.

Forslag til progression for dagen og faglige perspektiver

Forberedelse: alt efter klassetrin har eleverne i de større klasser brugt tid på at se på Køge Vindmøllelaugs hjemmesides sider om historien og produktionen og i de mindre på at forstå, hvad en vindmølle er fx med materialet fra Engineer the future om at lave en vindmøllevinge.

Turen ud til Køge Vindmøllelaug bruges på i grupper at forberede fem undringsspørgsmål til Jens Laurberg Jensen. Fokus for spørgsmålene er på historien bag lauget og driften af en vindmøllepark.

Dette er selve besøget hos Køge Vindmøllelaug. Eleverne kan bruge de spørgsmål, de har forberedt, ved at hver gruppe fx skal stille et spørgsmål i løbet af besøget, ellers kan I lave en spørgerunde sidst i besøget.

På hjemvejen, eller når I er tilbage på skolen, kan besøget efterbearbejdes, ved at eleverne diskuterer, om der er noget i den grønne omstilling, som de selv kunne gå sammen om at starte, fx en tøjbyttebørs eller reparationscafe på skolen.

Natur/teknologi og fysik/kemi

Eleverne kan bruge besøget i et forløb om forståelsen af, hvad energi og strøm er. De kan undersøge, hvor meget strøm lauget producerer, og hvor meget strøm de nyere møller producerer. Hvis I finder forbrugsdata for skolen, kan de også arbejde med, hvordan man kunne dække skolens strømforbrug.

Samfundsfag/dansk  

Eleverne kan i samfundsfag bruge besøget til at arbejde med, hvordan man skaber lokalt ejerskab til vindmøller og undgår fænomenet NIMBY (not in my backyard). Eleverne kan tage udgangspunkt i denne explainer fra DR https://www.facebook.com/watch/?v=436831357865780

I dansk kan eleverne arbejde med Andels kampagne Windy retreats, hvor de tilbød danskere at tilbringe efterårsferien som nabo til en vindmølle. Kampagnens hjemmeside kan ses her, videoen, der lancerede den, kan ses her, og videoen, der fulgte op på kampagnen, kan ses her. Eleverne kan analysere, hvordan Andel prøver at ændre synet på vindmøller, og vurdere, hvor godt de lykkes med det. Til sidst kan eleverne perspektivere til, hvordan Køge Vindmøllelaug har skabt lokalt ejerskab til vindmøllerne.

Andre henvisninger

Windy retreats | Andel

https://www.youtube.com/watch?v=GnAWDCngP68

Windy Retreat 2023 - Opfølgningskampagne (youtube.com)

Hvordan bidrager handlingen til at løse problemet?

Vindenergi er en nøgleteknologi i vejen til at reducere CO2-udledningen, særligt i Danmark og andre lande, der har meget vind. Ved at udnytte den energi, der er i vinden, og som kommer fra solen, driver vindmøller en generator, der skaber strøm ved hjælp af elektromagnetisk induktion, hvor en magnet drejes rundt i et kammer med spoler. Frem mod 2030 har vi i Danmark en målsætning om at firedoble energi fra sol og vind på land. Derudover er vindenergi også en voksende industri, som kommer til at fylde mere og mere.

Det at komme ud og se vindmøllerne helt tæt på, samtidig med at man mærker den blæst, de omdanner til strøm, og får forklaret, hvordan de virker, kan ændre elevernes syn på vindmøller og skabe grønt håb.

Køge Vindmøllelaug er også eksemplet på, at almindelige borgere kan gøre en forskel ved at gå sammen om grønne projekter i fællesskab. Eleverne kan så at sige låne grønt håb fra menneskene bag Køge Vindmøllelaug og selv blive inspireret til at handle i fællesskab

Sidst opdateret: 4. april 2024