UDSOLGT - Klimacafe: Sådan forbedrer du din tarmflora
Nyere forskning har afsløret, at din tarmflora har betydning for din psykiske og fysisk sundhed, og at du gennem en plantebaseret kost kan forbedre begge dele. Den 26. juni på Greve Bibliotek kan du få forskningen forklaret og smage retter, der forbedrer den.
Tarmflora – umiddelbart to ord, man ikke skulle tro havde så meget med hinanden at gøre. De sidste ti år har banebrydende forskning dog afsløret, at hvis du har et blomstrende og diverst økosystem af mikroorganismer i tarmen, kan det have en meget positiv betydning for din psykiske og fysiske sundhed.
Det er opsigtsvækkende, hvad forskerne har opdaget af sammenhænge mellem tarmflora og forskellige sygdomme. Det er fx blevet påvist, at flere psykiske lidelser afspejler sig i bestemte sammensætninger af tarmfloraen, det gælder både for skizofreni, depression, autisme og anoreksi. På samme måde er der også påvist sammenhænge tarmfloraen og mere fysiske sygdomme som type 2-diabetes, tarmkræft, overvægt og kronisk inflamatoriske tarmsygdomme og leddegigt.
Planter får tarmfloraen til at blomstre
Der forskes lige nu meget i at forstå, hvorvidt sammenhængene også kan føre til behandlinger af disse sygdomme. Der er dog bred enighed om, at den mest effektive måde at forbedre sin tarmflora er ved at følge de sammen kostråd, som også er godt for klimaet. Det vil sige en overvejende plantebaseret kost med masser fuldkorn og kostfibre tilsat lyst og magert kød som kylling og fisk, men med minimalt indtag af rødt kød.
En af de førende forskere i verden indenfor dette felt er danskeren Oluf Borbye Pedersen. Ifølge ham kan du høste store personlige fordele ved sådan en kost:
”Flere store undersøgelser på verdensplan viser, at en overvejende plantebaseret kost kan forlænge de gode år af dit liv. Starter du i tyverne, er der statistisk set stor sandsynlighed for 10-13 ekstra raske år. Starter du midt i livet, syv ekstra gode år. Starter du som 80-årig, er der en god sandsynlighed for at få yderligere tre bonus-år. Og hvad vil det så sige at være sund? Der er mange svar, men for mig vil det sige at have energi.”
Program
På klimacaféen den 26/6 på Greve Bibliotek kan du først høre forsker Kenneth Barfod fortælle om det økosystem af mikroorganismer vi har i tarmen. Han vil både fortælle hvad vi ved om tarmfloraen, hvad du kan gøre for at forbedre det, og hvad det betyde for din sundhed. Derefter vil der være mulighed for at mødes på kryds og tværs af kommunen over en portion af professorens energigrød og andre tarmflora-venlige retter.
Programmet for aftenen
17:00 Velkomst ved Greve Kommunes klimakoordinator
17:10 Kenneth Barfod: Tarmfloraen, hvad vi ved, hvad det betyder, og hvad du kan gøre
18:00 Tarmfloravenlige retter og small talk med andre fra hele kommunen
19:00 Tak for i aften
Tilmelding
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding pga. bespisningen. Tilmeldingsfristen er mandag den 24/6. For afmelding send en mail til klima@greve.dk
OBS. arrangementet er udsolgt
Oversigt
- 26. jun. 2024
- 17.00 -19.00
- Greve Bibliotek