Gå til hovedindhold

Explainer: Derfor skal du spare på vandet under tørke

Greve og resten af Danmark er ramt af tørke, hvilket særligt stiller krav til at vi holder igen med vandet. Her følger en Greve-specifik forklaring på hvorfor.

Billede af Greve Rådhus under tørken i 2023

Indhold

    "Byger som gaar og kommer / Det er en den danske Sommer" skrev Thøger Larsen for over 100 år siden, men lige nu oplever vi for anden gang på kun fem år alvorlig tørke. For at vi kan tilpasse os det vejr, vi er på vej ind i, er vi nødt til at forstå noget, vi er vant til ikke at tænke over, nemlig hvor vandet kommer fra. Derfor har vi lavet en explainer om, hvorfor vi skal spare på vandet i Greve Kommune med en misforståelse, en generel grund og en Greve-grund.

    Misforståelsen: Det er intuitivt at tro, at vi skal spare på vandet, fordi det ikke har regnet i lang tid. Men de to ting hænger ikke så entydigt sammen. Grundvandet bliver hovedsageligt dannet om vinteren, og i Greve Kommune er det lang tid om at blive dannet. Lige nu har vi det, der hedder meterologisk og agrikulturel tørke, der kommer af mangel på vand fra oven og i jorden. Men der er også en tredje og værre form for tørke kaldet hydrologisk tørke. Det er når gentagne tørker over flere år mindsker hele mængden af grundvand, der er til rådighed. Det problem har vi ikke - endnu - men i Sydeuropa er klimaforandringerne allerede ved at skabe hydrologisk tørke.

    Kurve over stigningen i vandforbruget hos HOFOR

    Kilde: dr.dk

    Den generelle grund: Måske ville det være mere præcist at sige, at vi ikke skal spare på vandet, men bare undlade at bruge mere, end vi plejer. Problemet er nemlig, at vi bruger mere vand, når det er varmt. I Greve Kommune pumper Greve og Tune Vandværk vand op, som de renser og opbevarer i buffertanke. Men pumperne og tankene er dimensioneret til husholdningsbehovet for borgerne i deres område, ikke til svimmingpools (de store kan rumme op mod et halvt år af en borgers vandforbrug) og havevanding. Den stigning i forbruget er de danske vandværkers største udfordring ved tørke og kan betyde, at de midlertidigt kan løbe tør for vand. Ovenfor ser du stigningen i vandforbruget hos HOFOR sammenlignet med det forventede niveau (vi arbejder på en side om tørke på kommunens hjemmeside, som vil have lokale data).

    Greve-grunden: I Greve Kommune er vi dog i den særlige situation, at vi allerede pumper til grænsen for bæredygtighedskriterierne for grundvandet. Det skyldes at vi både pumper vand op til de 50.000 borgere i kommunen og også leverer vand til Københavnsområdet. Derfor er det faktisk ikke muligt at pumpe mere vand op i Greveområdet. Når vi pumper grundvandet, som vi gør, falder grundvandsspejlet nemlig, hvilket tørlægger mange af vores åer og vandløb i løbet af sommeren.

    Hvis du er nysgerrig på at læse mere om grundvandet i Greve Kommune, kan du læse mere her.

    Greve Vandværk har en række gode tips til at bruge mindre mere vand, end vi plejer, her.

    Sidst opdateret: 4. december 2023