Gå til hovedindhold

Ny spildevandsplan om livet i vandet og klimatilpasning med mere

Greve Kommune er i gang med at udarbejde en ny spildevandsplan, som handler om både biodiversitet og klimatilpasning. Du kan udtrykke din holdning til planen i form af et høringssvar frem til d. 15. august.

Indhold

    Greve Kommune er i gang med at udarbejde en ny spildevandsplan for perioden 2023-2031. Spildevandsplanen berører mange emner, som borgere i en kommune kan have en holdning til, fx vandløb og åer, rent havvand, regnvandshåndtering og rensning af spildevand. Inden en kommune kan vedtage en spildevandsplan, skal den sendes i høring i otte uger, for at berørte parters holdninger bliver hørt. Her vil vi give et kort oprids af nogle klima- og naturelementer i planen og et link til, hvor du kan læse mere og afgive høringssvar.

    Åer og vandløb

    Fra 2016 og til 2021 er der sket en løbende forbedring i kommunens vandløb og åer, men som det kan ses af kortet ovenfor, er det kun en meget lille strækning, som lever op til målene i Vandområdeplanen 2021-2027 om, at langt de fleste vandløb skal have et godt økologisk potentiale. Dette skyldes bl.a. lige vandstrækninger, lettere forurenet kloakvand og - som nævnt ovenfor - tørlægning om sommeren pga. vandindvinding. Spildevandsplanen sætter mål om at bevare det naturlige vandkredsløb, håndtere regnvand lokalt og sikre vandføringsevne i kommunens vandveje.

    Badevand

    Det har været en politisk målsætning at højne kvaliteten af badevandet i Greve Kommune. Dette er i høj grad lykkedes takket være en indsats med at fjerne uvedkommende vand og skabe bedre kloakering i det åbne land. I 2015 var det kun en ud af seks lokaliteter der havde udmærket badevandskvalitet, og i 2021 var det alle seks lokaliteter. Spildevandsplanen har flere indsatser for fortsat at sikre det gode badevand.

    Fra 10- til 5-årshændelser

    I 2021 kom en ny bekendtgørelse om det såkaldte serviceniveau. Serviceniveauet beskriver de regnhændelser, som KLAR Forsyning skal kunne håndtere, uden at der kommer vand på terræn - kældre tæller ikke med. Den nye bekendtgørelse sænker serviceniveauet fra 10 til 5 års-hændelser for seperatkloakerede områder, hvilket KLAR Forsyning har tænkt sig at følge ved kloakering af nye områder og renovering af gamle. Ændringen hænger sammen med den generelle økonomi i at klimasikre områder, når nedbørsmængderne stiger.

    Delvis udtræden af kloakforsyningen i Tune

    En større del af området omkring Tune er fælleskloakeret, hvilket betyder at spildevand og regnvand løber i de samme rør. Ved de flere og større skybrud løber spildevandet over i denne ældre type kloakering og skaber sundhedsrisiko og skader på vandløb og åer. Derfor foreslår Greve Kommune og KLAR Forsyning at grundejere i de fælleskloakerede oplande i Tune kan få op mod 40% af deres tilslutningsbidrag tilbage, hvis de selv håndterer vandet på deres grund gennem fx regnvandsopsamling og nedsivning (præcis de løsninger du kan høre mere om på havevandringen).

    Du kan læse Spildevandsplanen og afgive høringssvar her

    Sidst opdateret: 4. december 2023