Gå til hovedindhold

Vær frivillig i skabelsen af Greve Kommunes første mikroskov

Greve Kommune vil som en del af klimaplanen gerne etablere flere mikroskove. I samarbejde med FGU Greve/Solrød bliver den første nu til - og du kan være med

Indhold

    FGU Greve/Solrøds jord- og skovbrugslinje har fået tilsagn om 125.000 kr. af Greve Kommunes
    Natur- og Miljøråd og 40.000 kr. af Praktisk Økologi til at anlægge fire mikroskove på omkring 150
    m2. En mikroskov er en lille skov anlagt efter den såkaldte Miyawaki-metode, som skaber en meget
    tæt og naturlig skov med meget liv meget hurtigt.

    Det gør metoden, fordi man graver jorden op og laver jordforbedring, inden man planter, og når
    man planter, gør man det tæt og med hjemmehørende arter. Derved vokser den direkte ind i
    klimaksstadiet i en skovs udvikling. Projektet skal både bidrage til en bedre forståelse af
    jordforbedringens betydning ved at bruge fire forskellige typer og give elever på FGU og i
    folkeskoler i kommunen et stærkere tilhørsforhold til naturen ved at lade dem være med i
    processen.

    Hvis du synes projektet lyder spændende, er der opstartsmøde d. 28. august kl. 11-14. Her kan du
    være med til at tage jordprøver, høre et fagligt oplæg om mikroskove, drøfte designprincipper og
    tale om næste skridt. Mødet er både for frivillige og alle andre involveret i projektet. Hvis du bliver
    frivillig, kunne dine opgaver fx være at sprede budskabet og få flere med, opsætte salg af
    "skovaktier" for at udvide mikroskoven og hjælpe med at plante og bygge kvashegn.

    Hvis du vil være med på mødet d. 28. august, så skriv en mail til klima@greve.dk

    Hvis du vil dykke ned i metoden bag mikroskove, kan du læse mere her.

    Sidst opdateret: 4. december 2023