Gå til hovedindhold

Mission: Forlæng levetiden på familiens hårde hvidevarer med SAI

Hvidevarevirksomheden SAI tilbyder på Klimahandledagen at lære en klasse, hvordan de passer på familiens hvidevarer og forlænger deres levetid. Eleverne får lov at lave forslag til SAI, på hvordan man kan sælge brugte hvidevarer på Facebook.

Praktisk information

Dato: Torsdag d. 24. april

Antal pladser: 1 klasse

Sted: SAI, Geminivej 50, 2670 Greve

Klassetrin: 7. - 9. klasse.

Varighed: 9:00 - 10.30 + arbejde på skolen efter besøget

Fag: Dansk, Håndværk og Design

Pris: Gratis

Hvad er aktiviteten?

Målet med denne aktivitet er at engagere eleverne i at forstå, hvordan vedligeholdelse, reparation og genbrug af hårde hvidevarer kan bidrage til at reducere CO2-udledningen og forlænge produktets livscyklus. Samtidig får eleverne redskaber til at inspirere andre til også at forstå, hvordan vedligeholdelse og genbrug kan være en klima-hverdagshandling, der giver rigtig god mening. 

Hvordan er forløbet?

Forberedelse op til Klimahandledagen:

  • Eleverne undersøger hjemmefra, hvor gamle deres egne hårde hvidevarer er, og hvornår de sidst er blevet vedligeholdt (f.eks. rengøring af filtre, afkalkning osv.).
  • Eleverne hjælper SAI med at blive klogere på forbrugernes vaner ved at dele et spørgeskema via Facebook, hvor de kan indsamle information om, hvordan andre generelt forholder sig til deres hårde hvidevarer og vedligeholdelse.

På Klimahandledagen

  • Eleverne arbejder med stationslæring på værkstedet, hvor de lærer om de forskellige typer af hårde hvidevarer, hvordan de fungerer, og hvordan man vedligeholder dem.

Efter Klimahandledagen:

  • Efter besøget bruger eleverne deres nye viden til at lave et produkt til Facebook, som fremmer idéen om at købe brugte hårde hvidevarer i stedet for nye, og som handler om hvordan korrekt vedligeholdelse kan være en del af løsningen. Eleverne undersøger, hvordan de kreativt kan kommunikere vigtigheden af at vedligeholde hvidevarer – fx gennem vedligeholdelsestips eller en ”CO2 faktura”, der viser besparelserne ved reparation.
  • Eleverne undersøger og overvejer, hvilke hårde hvidevarer, der er attraktive at købe brugt, og hvilke der er mindre gode.

Hvordan er handlingen en del af løsningen?

Den generelle levetid på hårde hvidevarer er faldet i Danmark i takt med at produkterne bliver billigere og reparationer dyrere. Samtidig er vi som forbrugere blevet dårligere til at passe på vores hårde hvidevarer. Det betyder at der er stort potentiale for en selv og for klimaet i at blive en bedre indehaver af hårde hvidevarer.

Aktiviteten engagerer eleverne i en konkret klimahandling ved at give dem indsigt i, hvordan levetiden kan forlænges på hårde hvidevarer. Ved at lære om vedligeholdelse og at fremme køb af brugte varer, lærer eleverne at små, praktiske hverdagshandlinger kan være et effektivt bidrag til den grønne omstilling. Samtidigt lærer de at tage ansvar for deres eget forbrug og at inspirere andre til det samme idet de udforsker, hvordan emnet kan kommunikeres.

Tilmeld dig aktiviteten

Sidst opdateret: 3. marts 2025