Gå til hovedindhold

Skovens Dag 2026

Kom og hør om bl.a. vandboringer på en skovvandring, hjælp med at bygge levesteder for smådyr og lav pandekager over bål, når Naturstyrelsen og Greve Kommune inviterer til Skovens Dag.

Oplev en skov, der ikke fandtes for 20 år siden

Greve Skov er kun 20 år gammel og en af Danmarks nye skove. Gå på opdagelse med Naturstyrelsen og Greve kommune i den unge skov lørdag den 21. marts og hjælp naturen på vej, byg nye levesteder for smådyr og bag pandekager over bål.

Foråret er på vej, og Naturstyrelsen fejrer sammen med Klimaskovfonden Skovens Dag ved at invitere danskerne ud i vores nye skove.

I Greve Skov mellem Karlslunde og Greve Landsby er træerne stadig unge, men skoven er allerede godt i gang med at finde sin form. Skoven består af 27 forskellige arter af træer og buske. Løvtræer som bøg og eg er de mest udbredt i skoven, men skoven huser også en spændende poppelskov.

Vær naturplejer for en dag og hjælp naturen på vej

Lørdag d. 21. marts kl. 11-14 inviterer Naturstyrelsen og Greve Kommune til skovens Dag i Greve Skov.

Alle borgere i lokalområdet (Greve Kommune) er velkomne, og der er ikke behov for tilmelding, man dukker bare op.

Fra start til slut vil der være aktiviteter for store som små, og det hele er gratis, så tag familien eller naboen med til en hyggelig tur i den nye skov.

  • Dagen starter kl. 11.15 med en velkomsttale ved Skovrider Jens Peter Simonsen.
  • Derefter kan man vælge at tage på skovvandring med fortællinger, eller deltage i de forskellige aktiviteter der faciliteres.
  • Dagen igennem kan man også få en snak med kommunens klimamedarbejder, hvis man har spørgsmål eller input til klimaarbejdet - klimaplanen opdateres for tiden, så det er et godt tidspunkt at aflevere sine tanker og input.

Læs mere herunder.

Indhold på Skovens Dag Greve 2026

Naturstyrelsen faciliterer en skovvandring med tre planlagte stop:

  1. Vandhullet: Vi kan høre fra Naturstyrelsen, hvad de kan gøre for at forbedre levestedet ved frihugning, oprensning, lukning af dræn mv., og måske kan vi på dagen se, hvad der lever der allerede.
  2. Poppelskoven: Skoven rummer et dobbelt klimaforsøg - og Naturstyrelsen vil fortælle om, hvad dét går ud på.
  3. Vandboringen: Find ud af, hvordan vi beskytter vores grundvand ved skovrejsning.

Sammen - i alle aldre - tynder vi ud blandt de unge egetræer og skaber levesteder af de små grene og stammer:

Områderne med unge egetræer er vokset op efter såning af agern, og hvis de skal blive gode gavntræer på sigt, er vi nødt til at tynde ud i dem. Det har du mulighed for at hjælpe med, når vi med små håndsave og grensakse og tynder ud i dem.

Samtidig bruges de små træer vi fælder til at bygge levesteder for smådyr, det hjalp nogle skoleklasser med sidste år, og der er stadig mere at gøre - så kom og vær med. Alle kan deltage, små børn dog kun med deres voksne.

Pandekager over bål:

Samtidig vil der hele dagen være mulighed for at lave en lækker pandekage over bålet. Alt du skal bruge vil være til rådighed. 

Find og tal om vanddyrene i skovens vandhul:

Med en naturvejleder kan man undersøge, hvilke dyr der har indfundet sig i skovens vandhul, og hvis man medbringer gummistøvler til sig selv og barnebarnet, kan man også prøve selv at fange lidt ind med net og ketcher fra kanten.

Sammen "ketcher" vi vanddyr fra vandhullet - så kan alle, store som små, se og hør om haletudser og meget mere.

Klimaplan for dig og din kommune:

Hvad optager dig på klimaområdet? Hvad mener du, der skal lægges vægt på i de kommende år?

Tag en snak med en klimamedarbejder igennem dagen og aflevér dit input til opdateringen af kommunens klimahandlingsplan.

Hvis du har lyst, kan du også gå ind og finde viden om hvad der sker på klimaområdet her: Status.

I skoven, der i år fejrer sin 20-års fødselsdag, er der også folde med græssende kvæg og nogen gange heste. Når dyrene græsser, hjælper de naturen på vej ved at sørge for, at der fortsat er lysåbne arealer. Der, hvor der er lys, er der også gode levevilkår for en lang række dyr og planter.

Skovens Dag bliver i år holdt under temaet ”Vores nye skove”. I Grøn Trepart er et stort arbejde sat i gang med at plante meget mere ny skov, hvor der i dag er landbrugsjord eller åbent landskab. Skove bidrager til et bedre klima og vandmiljø, rent drikkevand, levesteder til dyr og planter og flere naturoplevelser tæt på os alle. Naturstyrelsen rejser 20.000 hektar ny statsskov – svarende til et areal på størrelse med Møn.

"Det er spændende at følge med i, hvordan skoven udvikler sig år for år. Selvom skoven ikke er så gammel endnu, er den allerede fuld af liv, og det glæder vi os til at vise frem. Samtidig håber vi, at der er nogle, der har lyst til at hjælpe den nye skov på vej ved at tynde ud i træerne og dermed give de tilbageværende træer mere lys, plads og næring", siger Jens Peter Simonsen, Skovrider i Naturstyrelsen.

Skovene byder på oplevelser fra første dag

Mange af de nye statsskove, der bliver plantet i disse år, vil, når de er etableret, blive drevet som urørt skov og i vidt omfang få lov til at udvikle sig frit. På den måde opstår der med tiden nye levesteder for et rigt dyre- og planteliv. Samtidig giver de nye skove flere danskere mulighed for naturoplevelser tæt på, hvor de bor.

Der er dog ingen grund til at vente med at besøge de nye skove – allerede fra dag ét byder de på oplevelser, for skoven er hele tiden i forandring.

Fakta

  • Danmark har i dag cirka 643.000 hektar skov, svarende til omkring 15 procent af landets areal.
  • Frem mod 2045 skal der etableres 250.000 hektar ny skov i Danmark.
  • Naturstyrelsen rejser 20.000 hektar ny statsskov – et areal på størrelse med Møn.
  • De nye statsskove vil med tiden blive forvaltet som urørt skov, hvor naturen i høj grad får lov til at udvikle sig frit.
  • Skovene skal blandt andet beskytte drikkevand og give flere danskere adgang til natur tæt på, hvor de bor.

Hvor er arrangementet?

Som skrevet finder Skovens Dag sted i Greve skov - men det er jo et stort område, så på kortet herunder kan du se mere specifikt hvor vi vil være henne.

Det er det markerede røde område vi vil befinde os i, hvor flere stier fra Karlslunde Centervej og Karlslunde Landevej fører hen.

Det er oplagt at hoppe på cyklen, da der er cykelparkering i området. Derudover stopper bus 224 meget tæt på - på Møllevej, og herfra tager det kun 10 minutter at gå til arrangementet. Bus 224 kører både fra Hundige st., Greve st. og Karlslunde station, og stopper flere steder i kommunen.

Hvis man tager bilen, er der også parkeringsplads i udkanten af skoven, lige ved Karlslunde Hundeskov.

Sidst opdateret: 13. marts 2026