Gå til hovedindhold

Tunes boliger, trafik og livskvalitet! - reportage fra en cykeltur i Tune

Hop på cyklen og nyd lokalområdet, måske inspireret af stoppene på turen. Teksten er skrevet på baggrund af Jens Erik Larsens reportage fra turen.

Omkring 40 deltagere var med, da Tune Lokalråd, foreningen Frie Fugle og By og Land Greve inviterede på cykeltur gennem Tune. Et fælles tema gennem turen var værdien af og sammenhængene mellem det eksisterende: De bygninger, landskaber, ressourcer, fællesskaber og historier, som allerede er en del af Tune, og som kan være med til at forme fremtidens bære- og væredygtige lokalsamfund. Store og komplekse emner blev konkretiseres ved forankring i helt nære, lokale eksempler.

Turens stop i ord og billeder

Stine fra By og land bød velkommen og fortalte hvem vi er, der har taget initiativ, hvad planen for turen er og hvad By & Land arbejder med. Inger fra Tune Lokalråd fortalte om det fællesskab der er her, og situationen med Borgerhuset, SFO`en, som måske rives ned, skolen og om at bevare og se muligheder i det eksisterende byggeri, men også se kulturarv/identitet/arkitektur/forskellige fællesskaber i det nyere. 
 
Endelig sagde Jens Erik kort noget om, hvordan vi skal cykle sammen, om ruten mm.

Julie, som er klimakoordinator i kommunen, fortalte sammen med Bent, som er frivillig i Miyawaki-projektet ved produktionsskolen FGU, om Mikroskoven. Her er 4 grupper af træer, som har fået forskellige jordbehandlinger, så man kan studere, hvor forskelligt træerne vokser. Københavns Universitet har til et af bedene tilført svampemycelier fra gammel, eksisterende skov. 
 
Det er et meget spændende forskningsprojekt og samtidig samlingssted for skoleklasser mm. Børn, unge og ældre har været med til at plante træerne. Området er åbent for besøgende hele året, og der er skilte og QR-koder, så de besøgende kan dykke mere ned i projektet, og man kan lade sig inspirere til at plante lignende på egne arealer.

Julie fortalte også generelt om planetens grænser og kommunens arbejde med klimaproblematikken, og hvordan træerne er ét konkret element fra den store klinge til den helt nære. Træerne bidrager jo både til at optage CO2 og afbøde de vildere udsving i både hede, tørke og nedbør, samt har potentiale til at øge biodiversiteten – alt sammen med øget velvære og trivsel for os, hvis vi åbner sanserne for naturen. Hun nævnte desuden, at en revideret udgave af klimahandleplanen netop er på vej ud. 

image.jpegimage.jpeg

Ved Skelstien 1-8 i et parcelhuskvarter fortalte Line om de typiske parcelhuse og om By og Lands ideer om at ændre parcelhuse, så kvadratmeterne kan bruges af flere og om de ”almindelige parcelhuse” som kulturarv, men også som en del af løsningen på, hvordan borgere kan blive boende og nye kan flytte ind hos dem, der har lyst, om fordelene ved at bevare og bo flere sammen. 

Jens Erik fortalte om trafiksanering i Tune by, vejvisning på stier, herunder vejnavne fra stierne og om manglende cykelsti til Karlslunde samt om Hedebostien og dens rekreative betydning. Man kan cykle eller gå til Trylleskoven den ene vej og til Hedeland og Roskilde den anden vej. Generelt er trafiksikkerhed, herunder børnenes skolevej meget vigtig for livskvaliteten.

Anne-Lise Bay Jacobsen fra Oldermands-lauget fortalte om den ældste del af byen. Hvordan det hele startede, og hvordan den har udviklet sig over tid. Her ved Tingstedet ses skiltet over gårdenes oprindelige placering. Tunes historie går helt tilbage til 1085 og navnet menes at betyde herred og komme af ordet town (eng.). Det er en rig og fed jord, der er omkring byen og på et tidspunkt var der 30 gårde. Det var Oldermanden, som styrede møderne her ved tingstedet. Det er også her byens forte har huset gårdenes kvæg om natten, passet af den ansatte by-hyrde.  Der var også ansat en markmand til at reparere gærderne. Oldermandslauget stod også for sociale ydelser fra 1536 til 1708, hvor forsørgelsesvæsenet overtog. Fra 1804 hed det fattigvæsen, som sørgede for hus til de fattige. Via QR-koden på skiltet over gårdenes placering kan man læse mere om Tunes historie.

image.jpegimage.jpeg

Efter turen samledes deltagerne til fællesspisning i Borgerhusets have i lun sensommersol under de smukke store træer, hvor der var god tid til samtaler og erfaringsudveksling. Tak til SuperBrugsen Tune for at give lækre sandwich og til Tune Lokalråd for sodavand til varme cykelben.

En særlig stor tak til alle deltagerne for nysgerrighed og videbegærlighed, for gode spørgsmål og hyggeligt samvær – for det er netop gennem fælles oplevelser og lokal interesse, at vi styrker kendskabet til vores kulturarv, vores fysiske omgivelser og hinanden - og kan tale om, hvordan vi kan udvikle fremadrettet.

image.jpeg

Sidst opdateret: 10. september 2026