Gå til hovedindhold

Gospelkoret Grace: Sådan skaber I fællesskab med grønne sociale aktiviteter

De 70 medlemmer i Gospelkoret Grace er et godt eksempel på at grønne sociale aktiviteter kan noget helt særligt, når det kommer til at styrke fællesskabet i en forening.

Et stærkt fællesskab

Gospelkoret Grace er meget mere end et kor. Inger Bjørk, der har været en del af koret i 20 år, beskriver dem som en familie for hinanden.

”Vi startede med at være 10-15 mennesker, og så er vi vokset og vokset. Nu er vi knapt 70 medlemmer. Alle der har lyst til at synge, de skal have lov til det! Glæden ved at synge sammen og det fællesskab, det giver, det er det vigtigste”.

Det sociale fællesskab er limen i frivillige foreninger, og mange foreninger kunne nok være interesseret i, hvordan koret er lykkedes så godt med at styrke sammenholdet. Ifølge Inger Bjørk er hemmeligheden det sociale.

”Det vigtigste for os er, at alle skal kunne trives og finde sig til rette i vores fællesskab. Der skal være plads til at være den, man er”.

Bæredygtighed kan noget særligt

Gospelkoret har også fundet ud af, at når de laver sociale aktiviteter, så kan det noget helt særligt, hvis der er et grønt element. Listen over grønne sociale aktiviteter koret har kastet sig over er lang og imponerende – og Inger Bjørk ser meget gerne, at andre foreninger lader sig inspirere. Gospelkoret Grace har blandt andet arrangeret:

  • En spisegruppe, hvor klima og sundhed også er tænkt med
  • Et gåfællesskab under Corona
  • Interne tøjbyttedage
  • En lysvagt, der sikrer, at alt lys er slukket i kirken, når de går
  • En fælles busrejse (ikke fly!) i anledning af deres 25-års jubilæum
  • Samkørsel med fyldte biler, når de skal til arrangementer
  • En sangmappe til hver sæson, så de ikke skal printe så ofte
  • At droppe engangsservice til arrangementer og tage egen kaffekop med til kor
  • Indsamling af møbler, tøj og ting ind og salg af dem på loppemarkeder
  • Besøg i økohaver til inspiration i egne haver

Fokuser på fordelene

En af grundene, til at koret i så høj grad er lykkedes med de grønne sociale aktiviteter, er, at de fokuserer på de sociale fordele ved de grønne løsninger.

Da de droppede engangsservice, og alle skulle tage egen kaffekop med, så fokuserede de på, hvor meget mere tid til fællesskab og sang de fik, når de ikke skulle vaske op.

Eller når de for eksempel er begyndt at holde interne tøjbyttedage, fordi de har alle noget i deres skab, de ikke bruger, så fortæller Inger Bjørk, at det er hyggen, som gør, at de faktisk fortsætter med det. "Det er altid en kæmpe succes. Medlemmerne synes, at det er så hyggeligt at shoppe hos hinanden,” siger hun.

Det samme gælder for samkørsel. For nogle år siden valgte de at fylde alle bilerne op eller tage toget sammen, når de skal til arrangementer, på ture og til deres ugentlige koraftener. Det er en af de mest effektive måder, foreninger kan gøre deres transport mere bæredygtig. Men for mange kan det være en svær kulturændring.

Her fortæller Inger også, at det er det sociale, som har fået tiltaget til at lykkes. ”Alt er en vane, og nu er det bare sådan, vi alle sammen gør. Det er en del af kulturen i vores kor, og det er desuden meget hyggeligere at køre sammen”.

Prøv det

Det vigtigste råd Inger og Gospelkoret Grace har til andre foreninger, som godt kunne tænke sig at styrke fællesskabet gennem grønne initiativer, er at prøve det af. Det kan godt være, det kan virke som noget nyt og anderledes, men lad fælleskabet udfolde sig og forme aktiviteten. Der en god chance for, at I starter med det for klimaets skyld, men fortsætter med det for jeres egen.

Som Inger Bjørk siger: ”Prøv det, se om det fungerer for jer. Fx med samkørsel, så tænkte nogen i starten, at det var lettere at køre selv, men det er slet ikke lige så hyggeligt”.

Greve Kommune har lavet en guide til foreninger som gerne vil være med i den grønne omstilling. Læs den her. 

Sidst opdateret: 30. maj 2024