Gå til hovedindhold

KFUM Greve: Lær børnene at værne om naturen

Spejderne i KFUM Greve er eksperter i at lære børn at færdes i naturen, og mange af deres aktiviteter kan nemt bruges af andre foreninger, der vil give deres medlemmer et tættere forhold til naturen.

  • Læs op

Indhold

    Klima og natur er en del af KFUM-spejdernes kerneaktivitet. Faktisk er ”livet i naturen” et af de otte punkter i deres spejdermetode. De aktiviteter de i KFUM Greve bruger til at følge dette punkt kan dog være til inspiration for mange andre foreninger med helt andre kerneaktiviteter.

    En af de simple ting, de gør, er at holde størstedelen af deres ugentlige møder udenfor. Det giver både frisk luft, højt humør og en fornemmelse for vejr og klima.

    En anden ting, de gør for at få medlemmerne tættere på naturen, er forskellige udendørsaktiviteter. Deres spejderhytte ligger lige ved Rævebakken, og de er derfor så heldige at have et stort naturområde til rådighed. Det bruger de til et væld af forskellige aktiviteter, som godt kunne kopieres af andre foreninger, der for eksempel skal arrangere sociale arrangementer, har brug for teambuilding eller vil skabe robusthed hos medlemmerne. Eksempler på KFUM Greves udendørsaktiviteter kunne være mad over bål, spejderløb i skoven, naturbingo, orienteringsløb og overnatning i telt.

    Når spejderne bruger naturen i deres aktiviteter, får medlemmerne et sted, hvor de oplever frihed og får deres sanser stimuleret. Spejderne oplever, at børnene udvikler sig på en anden måde end derhjemme. Samtidig ser de, at kendskabet til naturen får børnene til at værne mere om den og giver dem lyst til at fremme en bæredygtig udvikling.

    Udover livet i naturen har gruppen også andre tiltag i deres hytte, som alle er skridt i en mere bæredygtig retning. De har for eksempel automatisk lys og en regnvandspand, og så prøver de at reparere hytten, så den kan holde mange år endnu.

    Sidst opdateret: 12. november 2024